skip to Main Content

Jeg er vild med monstre, stærke kvinder, det fantastiske og dyr, både virkelige og mytiske dyr, som for eksempel drager. Jeg læste bøger, fra jeg var ni, og slugte alt med et fantastisk tema eller en forbrydelse. Det inkluderede selvfølgelig Tolkiens Lord of the Rings serie, Euripides’ Medea, Edgar Rice Burroughs’ Tarzan bøger, Alistair MacLeans Ørneborgen, og The She-Hulk. Jeg ville ønske, jeg havde skrevet alle disse – så havde jeg tilføjet flere kvindelige helte, der kunne kæmpe, dræbe og rejse ud i verden.

I min fiktion er hovedpersonerne kvinder. De kan være en forkælet prinsesse, en vampyr eller en tandlæges hævngerrige hustru. Jeg har skrevet to vampyrromaner, en gysernovelle og en børnebog. Det er planen at skrive mere. De kan købes som e-bøger og lånes i eReolen.

cover to Darkness novel

Mørke

Mørke er andet bind i en serie om vampyrer. Der er udkommet to bind.

“Helenes hånd rystede let, da hun satte fingeren på dørklokken. Bag dørtelefonen var stukket små, krøllede visitkort i klemme med invitationer til massage, coaching, escortservice. Blandt dem var et sort kort med gotiske bogstaver i guld:

WANT TO KNOW YOUR FUTURE?
ASK
PETER LEE, Soothsayer
27 Mandeville Place, phone (0)20 7387 8776
by appointment only”

Vampyren Natascha er flygtet fra det danske politi og har taget Rosa med sig. Rosa er del af en hemmelig plan, der vil bryde Balancen mellem mennesker og vampyrer.

Helene tager til London for at finde hjælp. Hvem er Natascha egentlig? Hvor er Rosa? Er det for sent at ændre den dystre fremtid, sandsigeren Peter Lee viser hende? Og hvad vil ske, når døren til de dødes rige bliver åbnet?

Opgøret mellem levende og døde trækker blodige spor gennem Europa og ender i Oświęcim, Polen

Udgivet af Valeta, 2014

ISBN-978-87-7157-006-9
ePub 978-87-7157-007-6

Paperback
eBook

13-Poe-4-makabre-hyldester

Poe – 4 makabre hyldester

En gyserantologi med fire noveller skrevet som hyldest til Edgar Allan Poe. Min novelle er “Ormekur,” en fortolkning af “Berenice” (1835), og min første gyser-novelle. Jeg blev inviteret af Steen Langstrup, der er horrorforfatter med eget forlag. De andre noveller er hyldester til “William Wilson” (1839), “Usher’s fald” (1839), “Hjertet, der sladrede” (1843).

Mette Strømfeldt har redigeret og skrevet forord. Bogen blev udgivet med Krimimessen i Horsens.

Af A. M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart, Steen Langstrup

(uddrag af Ormekur)

“Da Mette hørte hans spontane udbrud af væmmelse, havde hun vendt sig i sengen for at se, hvad han reagerede så voldsomt på. Han var lam af rædsel, og jag af morbid ophidselse fik hans lem til at blive endnu stivere. Dér kravlede den, på spidsen af hans pik.

En lille hvid trevl. Ormen.”

Udgivet af Krimimessen og 2 Feet Entertainment, 2009.

ISBN-978-87-7994-110-6

Paperback
eBook

12-Bid

Bid

Bid er første bind i en serie om vampyrer. Der er udkommet to bind.

“Blod …

Hvis man tager det fra arterierne, sprøjter det utålmodigt ud af kroppen. Fra venerne glider det derimod i en langsom strøm, stødt frem af veneklapperne, der hindrer blodet i at trække sig tilbage. Vil man beskytte sit tøj, skal man vælge venerne. Her standser blødningen, så snart man slipper taget. Hun smiler svagt ved tanken.”

En aften ankommer Natascha til København fra Rom og flytter ind hos sin søster Helene. Og nu begynder lig tømt for blod at dukke op. Helenes mand Anders er besat af sin smukke svigerinde, mens deres datter Rosa aner uråd. Noget er forkert … Helt, helt forkert.

Udgivet af Valeta, 2014

ISBN-978-87-7157-004-5
ePub 978-87-7157-005-2

Paperback
eBook

prinsessen_der_brokkede_sig_hele_tiden

Prinsessen der brokkede sig hele tiden

Dette eventyr er min første fiktion, der blev udgivet som bog. Historien startede som en fortælling til min datter, da vi gik over Øresundsbroen. Der var langt og hun var fire.

“Der var engang for længe siden i et kongerige ikke særlig langt herfra den yndigste prinsesse. Ja, yndig, det var hun. Alle roste hendes gyldne slangekrøller, der skinnede som det pure guld og lovpriste hendes blå øjne, der lyste som en blå himmel på en sommerdag. Hendes hud var fin og skær og helt uden fregner, og næsen var lille og på vej mod himlen, når hun stak den i sky, hvilket hun desværre gjorde ret ofte. Nej, kønnere pige fandtes ikke i hele kongeriget.”

Fås som lydbog.

Illustreret af Tine Modeweg-Hansen
2005, 36 s, hardback, Høst & Søn – Udsolgt

Genudgivet som Sjove og lyserøde prinsessehistorier
158 s, Gyldendal

Lydbog

Back To Top